Opdateret d. 230397

Gå til citater og rim   Tilbage til Plys-siden  

"Første kapitel - i hvilket vi bliver præsenteret for Peter Plys og nogle bier, og historien begynder.

Her kommer Peter Plysbjørn, bums, bums, bums, kurende på ryggen ned ad trappen efter Jakob. Han ved ikke bedre, end at det er den eneste måde, hvorpå man kommer ned ad en trappe; men undertiden føler han, at der måske er en anden måde, hvis han blot et øjeblik kunne lade være at dumpe fra trin til trin og tænke sig om; og undertiden føler han, at det er der måske alligevel ikke. Men nu er han i hvert fald kommet ned til foden af trappen, og må jeg så præsentere ham for dig: Peter Plys.

Klik på Æselet
for at høre Peter Plys sangen

Når Peter Plys kommer ned, vil han tit gerne spille et eller andet spil; andre gange vil han hellere sidde ved ilden og høre en historie. Denne gang ... "Hvad med en historie?" spurgte Jakob. "Ja, hvad med en historie?" sagde jeg. "Vil du mon være så forfærdelig rar at fortælle Peter Plys en historie?" "Det vil jeg måske nok," sagde jeg. "Hvad slags historier holder han mest af?" "Han vil vist helst høre en historie om sig selv." "Javel," svarede jeg. "Vil du altså være så rar?" Jeg skal prøve på det," svarede jeg. Og så prøvede jeg.

Der var engang for meget længe siden, vist så længe siden som sidste fredag, at Peter Plys boede helt alene i en skov under navnet Sanders. ("Hvad betyder "under navnet"? spurgte Jakob. "Det betyder, at han havde det navn skrevet med guldbogstaver over sin dør og boede under det." "Plys var ikke helt klar over det," sagde Jakob. "Nu forstår jeg det," brummede en stemme. "Så vil jeg gå videre," sagde jeg.

En dag, da han var ude at spadsere, kom han til en åben plads midt i skoven, og midt på den åbne plads stod et stort egetræ, og oppe fra toppen af træet lød der en høj summen. Plys satte sig ved siden af træet, støttede hovedet mellem sine poter og gav sig til at tænke. Allerførst sagde han til sig selv: "Den summen betyder noget. Man hører ikke sådan en summelyd, kun sum og sum, uden at det betyder noget. Hvis der er en summelyd, så betyder det, at der er nogen, som laver en summelyd, og den eneste grund, der er for nogen til at lave en summelyd, er så vidt jeg ved, hvis man er en bi."

Så tænkte han sig igen længe om og sagde så: "Og den eneste grund, hvorfor man er en bi, er så vidt jeg ved, for at man kan lave honning." Så rejste han sig op og sagde: "Og den eneste grund til at lave honning er, for at jeg kan spise den," og så gav han sig til at klatre op i træet. Han klatrede og han klatrede og han klatrede, og medens han klatrede, sang han en lille sang for sig selv.
Den lød sådan: Er det ikke sjov Som en bjørn elsker sødt? Sum sum sum, Men sådan er han født.
Så klatrede han endnu højere op - og lidt højere til - og så endnu et stykke højere. Imens tænkte han på endnu en sang:
Hvis bjørne var bier, ville deres kube stå ved foden af et træ, ikke oppe i det blå. Ja, tænk hvis alle bier blot gjorde som en bjørn, så slap vi for at klatre og ta´ den hårde tørn.
Efterhånden var han blevet temmelig udmattet, så derfor sang han en klagende sang. Men nu var han også næsten nået derop - hvis han nu stod på den gren ... Knæk! "Hjælp, hjælp!" råbte Peter Plys og faldt ned på grenen nedenunder. "Når jeg blot ikke havde ...," udbrød han, da han tumlede endnu længere ned til den næste gren. "Jeg havde nemlig i sinde," forklarede han sig selv, medens han slog en kolbøtte og styrtede videre til den næste gren meget længere nede, "jeg havde i sinde," stønnede han, medens han meget hurtigt susede gennem de næste syv grene. "Det kommer alt sammen af," fastslog han, da han havde sagt farvel til den sidste gren, snurret tre gange rundt i luften og yndefuldt var havnet i en tjørnebusk, "det kommer alt sammen af at holde så meget af honning. Ak, ak!" Han kravlede ud af tjørnebusken, børstede tornene af sin næse og gav sig igen til at tænke. Og den første, han tænkte på, var Jakob. ("Var det mig? spurgte Jakob betaget og turde næsten ikke tro, at han hørte rigtigt. "Ja, det var dig." Jakob sagde ikke noget, men hans øjne blev større og større, og hans lille ansigt blev rødere og rødere).

Så gik Peter Plys hen til sin ven Jakob, som boede bag en grøn dør henne i den anden del af skoven. "God morgen, Jakob," sagde han. "God morgen, Peter Plys," sagde Jakob. Du skulle vel ikke tilfældigvis have en ballon?" "En ballon?" "For da jeg netop nu kom spadserende, så sagde jeg til mig selv: "Jeg gad dog vide, om ikke Jakob skulle eje en ballon!" Ja, det var lige hvad jeg sagde til mig selv, fordi jeg gik og spekulerede på balloner." "Men hvad skal du dog med en ballon?" spurgte Jakob. Peter Plys så sig omkring for at være sikker på, at ingen lyttede, så holdt han sin pote op for munden og sagde med dyb hviskende stemme: "Honning." "Men man bruger da ikke balloner til at få honning med?" "Jeg gør," sagde Peter Plys. Tilfældigvis havde Jakob netop dagen før været til selskab hos sin ven Grisling, og de havde fået balloner forærende. Jakob havde fået en stor grøn ballon, og en af Ninka Ninus´ slægtninge havde fået en stor blå ballon, men havde glemt den, fordi han i virkeligheden var alt for lille til at komme med til selskab, og så havde Jakob taget både den blå og den grønne ballon med sig hjem.
"Hvilken vil du helst have?" spurgte Jakob så Peter Plys. Peter Plys støttede hovedet mellem begge sine forpoter og tænkte sig grundigt om. "Ja, ser du," sagde han, "når man går på jagt efter honning med en ballon, så gælder det om, at bierne ikke opdager, at man kommer. Hvis du bruger en grøn ballon, så tror de måske, at du blot er et stykke af det grønne træ og lægger ikke mærke til dig, og hvis du har en blå ballon, så tror de måske, at du er et stykke af himlen, og lægger heller ikke mærke til dig, så spørgsmålet er: Hvad er mon det bedste?" "Men ville de mon ikke opdage dig selv nede under ballonen?" spurgte Jakob så. "Måske og måske ikke," sagde Plys, "man kan aldrig vide, hvad bier tænker." Han spekulerede et øjeblik og sagde så: "Jeg vil prøve på at se ud som en lille sort sky, så narrer jeg dem måske." "Ja, men så må du vist helst vælge den blå ballon," sagde Jakob, og det blev så besluttet. De drog så begge af sted med den blå ballon, og Jakob tog som sædvanlig sit gevær med i tilfælde af, at der skulle ske noget, og Peter Plys gik til et meget sølet sted, som han kendte, og rullede sig rundt og rundt, til han var kulsort over det hele. Så pustede de ballonen op, til den var vældig stor, medens de begge holdt i snoren, og pludselig gav Jakob slip, og så svævede Peter Plys nok så nydeligt op i luften i højde med træets top, men langt, langt borte fra det.

"Hurra," råbte Jakob. "Er det ikke storartet?" råbte Plys til Jakob. "Hvad ligner jeg?" "Du ligner en bjørn, som holder en ballon," svarede Jakob. "Men dog," svarede Peter Plys ærgerligt, "ligner jeg ikke en lille sort sky på en blå himmel?" "Nej, ikke meget." "Nå, det kan jo være, det ser anderledes ud heroppe fra. Og som jeg siger, man kan aldrig vide, hvad bier tænker." Der var ikke den allerringeste blæst, som kunne blæse ham hen til træet, så han måtte blive, hvor han var. Han kunne se honningen, og han kunne lugte honningen, men han kunne ikke nå honningen. Da der var gået et lille stykke tid, så kaldte han på Jakob. "Jakob," hviskede han højt. "Ja, hvad er der i vejen?" spurgte Jakob. "Jeg tror, bierne er blevet mistænksomme." "Hvorfor tror du det?" "Det ved jeg ikke, men jeg tror, de har fattet mistanke." "Måske tror de, du vil have fat i deres honning." "Det kan være, man kan aldrig vide, hvad bier tænker." Der blev en lille pause, og så kaldte Peter Plys igen: "Jakob!" "Ja" "Har du en paraply hjemme?" "Ja, det tror jeg nok." "Ville du ikke nok hente den og give dig til at spadsere op og ned med den slået op, og så nu og da kikke op på mig og sige: "Det ser virkelig ud til regn." Mon ikke det vil hjælpe, så bierne tror, at jeg er en lille sort sky?" Jakob smilede ved sig selv og sagde: "Åh, du dumme, gamle bjørn," men han sagde det ikke højt, for han holdt så meget af ham, og så gik han hjem efter paraplyen.

"Det var da godt, du kom," råbte Peter Plys ned, så snart Jakob kom tilbage til træet, "jeg begyndte at blive helt bange. Jeg har opdaget, at bierne nu virkelig er blevet mistænksomme." "Skal jeg slå paraplyen op?" spurgte Jakob. "Ja, men vent et øjeblik, vi må være meget praktiske. Det vigtigste er at narre dronningebien. Kan du se dernede fra, hvem af dem, der er dronningebien?" "Nej." "Det er en skam! Men nu må du hellere gå frem og tilbage dernede med den opslåede paraply og sige: "Det ser virkelig ud til regn," så skal jeg imedens synge en lille sky-sang, jeg mener sådan en lille sang, som en sky ville synge ... nu!"

Medens Jakob gik frem og tilbage og talte om regnen, gav Peter Plys sig til at synge:
Hvor skønt at være sky, højt i luftens blå! Hver en lille sky synger i kvæld og gry. - "Hvor skønt at være en sky højt i luftens blå!" Han bliver ganske kry, fordi han er en sky.
Men bierne blev ved med at summe mistænksomt. Nogle af dem forlod endog deres kube og gav sig til at flyve rundt om skyen, da den begyndte på sangens andet vers, og en bi satte sig midt på skyens næse. "Jakob - å - Jakob!" råbte skyen. "Ja, hvad er der i vejen?" "Nu skal du høre, hvad jeg har fundet ud af, det er meget vigtigt. Det er en forkert slags bier." "Tror du det?" "Ja, en helt forkert slags, så jeg tror også, de laver en forkert slags honning, tror du ikke også?" "Mon dog?" "Jo, og derfor vil jeg hellere komme ned," råbte den lille sky. "Hvordan vil du bære dig ad med det?" Det havde Peter Plys ikke tænkt på! Hvis han slap snoren, faldt han jo ned - pladask - og det var fælt! Han tænkte, og han tænkte, og til sidst sagde han: "Jakob, du må skyde ballonen itu med din bøsse. Har du den med dig?" "Ja, selvfølgelig," svarede Jakob, "men hvis jeg gør det, bliver ballonen jo ødelagt." "Men hvis du ikke gør det," sagde Peter Plys, "så bliver jeg nødt til at slippe, og så bliver jeg ødelagt." Jakob indså, at han havde ret og sigtede meget omhyggeligt på ballonen og skød. "Av," råbte Plys. "Ramte jeg ikke?" spurgte Jakob. "Jo, du ramte nok," svarede Plys, "men ikke ballonen." "Om forladelse," sagde Jakob så og skød igen, og denne gang ramte han ballonen, og luften sivede langsomt ud, og Peter Plys svævede ned til jorden. Men tænk, hans arme var så stive af at holde fast i snoren den lange tid, at de blev ved med at stritte lige op i vejret over en uge, og hver gang en flue satte sig på hans næse, måtte han blæse den væk.

"Er historien så forbi?" spurgte Jakob. "Ja, den historie er forbi, men der er flere." "Om Plys og mig?" "Om Grislingen og Ninka Ninus og jer alle sammen. Kan du ikke huske den?" "Jo, men når jeg rigtig prøver at huske, så glemmer jeg." "Den dag, Plys og Grisling prøvede at fange Elefantdyret ..." "De fangede det ikke, gjorde de vel?" "Nej." "Plys kunne ikke, for han har en meget lille forstand. Fangede jeg det?" "Det hører vi om i historien." Jakob nikkede. "Jeg kan godt huske det," sagde han. "Plys kan bare ikke så godt, det er derfor, han gerne vil høre det igen. For så er det en rigtig historie og ikke bare noget, man husker." "Det er netop min mening," sagde jeg. Jakob udstødte et dybt suk, tog fat i sin bjørns ben og gik hen imod døren slæbende Plys efter sig. Da han var kommet hen til døren, vendte han sig og sagde: "Kommer du op og ser mig i bad?" "Ja, måske," svarede jeg. "Han kom vel ikke noget til, da jeg skød ham, vel?" "Ikke det ringeste." han nikkede og gik ud, og et øjeblik efter hørte jeg Peter Plys - bums, bums, bums - gå op ad trappen bag ved ham."

Gå til citater og rim   Tilbage til Plys-siden  

"Andet kapitel - Peter Plys går på besøg og kommer i knibe

"Peter Plysbjørn, kaldet Peter Plys eller blot Plys af sine venner, kom en dag gående gennem skoven glad nynnende ved sig selv. Han havde netop den morgen, da han gjorde sin morgengymnastik foran spejlet, lavet en lille melodi, der lød således: Tra-la-la, tra-la-la, når han strakte armene så højt op, han kunne, og så: Tra-la-la, tra-la-å, hjælp! - la, når han prøvede på at nå sine tåspidser. Efter frokost havde han atter og atter gentaget den for sig selv, til han kunne den helt udenad, og nu nynnede han den stolt, medens han gik: Tra-la-la, tra-la-la, Tra-la-la, tra-la-la, Dum-da-dum-dada-dej. Krittevitte, krittevitte, Krittevitte, krittevitte, Dum-dej-dum-dada-dej.

Han tik fornøjet og nynnede denne melodi hen for sig og spekulerede på, hvad alle de andre gik og lavede, og hvordan det mon føltes at være en helt anden, da han pludselig kom til en sandhøj, og i sandhøjen var der et stort hul. "Jaså!" udbrød Plys. "(Dum-da-dum-dada-dej!) Jeg skulle vide meget dårlig besked, hvis det hul der ikke betyder, at her bor Ninka Ninus," sagde han, "og Ninka Ninus betyder selskab, og selskab betyder mad, og selskab til at lytte til min lille, fine sang. Dum-dej-dum-dada-dej!"

Han bøjede sig ned og stak hovedet ind ad hullet og råbte: "Er der nogen hjemme?" Der lød en skrabende støj derinde fra, og så blev der stille. "Jeg spurgte, om der var nogen hjemme?" råbte Plys meget højt. "Nej," var der en stemme, som svarede, og et øjeblik efter tilføjede samme stemme, "du behøver slet ikke at råbe så højt, jeg hørte dig udmærket godt første gang." "Det er da også en skam!" udbrød Plys. "Er der virkelig slet ingen hjemme?" "Nej, slet ingen."

Peter Plys trak hovedet ud af hullet og tænkte sig lidt om. "Ja, men der må nu alligevel have været nogen, for der var jo nogen, som sagde "Nej, slet ingen". Så stak han igen sit hoved ind ad hullet og sagde: "Hallo, Ninka Ninus, er det ikke dig?" "Nej," svarede Ninus, men med en helt anden stemme denne gang. "Men er det ikke Ninka Ninus´ stemme?" "Nej, det tror jeg ikke," svarede Ninka Ninus, "det skulle det da i hvert fald ikke være." "Nå sådan!" sagde Plys.

Han trak sit hoved ud af hullet, og da han igen havde tænkt sig om, stak han det ind igen og sagde: "Men vil du så ikke være venlig at sige mig, hvor Ninka Ninus er henne?" "Han er gået hen for at besøge sin ven Peter Plysbjørn, som er en af hans allerbedste venner." "Men det er jo mig!" sagde Plys umådelig forbavset. "Hvad for en mig?" "Peter Plys." "Er du helt sikker?" spurgte Ninka Ninus endnu mere forbavset. "Ja, ganske, ganske sikker." "Ja, men så kom endelig ind." Så asede og masede og sled Plys for at komme ind gennem hullet, og omsider kom han også ind. "Ja, du har ret," sagde Ninus og kikkede grundigt på ham, "det er jo dig, velkommen." "Hvem troede du ellers, det var?" "Ja, jeg vidste det ikke rigtigt, men du ved, hvordan det er her i skoven, man kan jo ikke sådan lade alle og enhver komme indenfor i ens hjem. Man må være forsigtig. Har du ikke lyst til en lille forfriskning af en eller anden art?"

Plys holdt meget af en lille forfriskning klokken elleve om formiddagen, og han blev svært glad, da han så Ninus stille tallerkner og krus frem; og da Ninus spurgte: "Vil du have honning eller syltetøj til brødet?" blev han så betaget, at han sagde: "Begge dele," men skyndte sig så for ikke at være ubeskeden at tilføje: "Men du behøver ikke at give mig noget brød, tak." Længe hørte man ikke hans stemme, men omsider rejste han sig op og nynnede med en klæbrig røst. Han trykkede hjerteligt Ninus´ pote og sagde, at nu måtte han virkelig gå. "Er det nødvendigt?" spurgte Ninus høfligt. "Ja-a," sagde Plys, "jeg kunne jo godt blive lidt længere, hvis der - hvis du --" og han gjorde sig al mulig umage for at se hen i retning af spisekammeret. "Jeg stod såmænd netop selv og skulle til at gå ud," sagde Ninus. "Jamen, så går jeg også, farvel." "Ja, så farvel, når du er vis på, du ikke vil have mere." "Er der mere?" spurgte Plys hurtigt. Ninus tog lågene af fadene og sagde: "Nej, der er ikke". "Jeg tænkte det nok," sagde Plys og nikkede. "Farvel da, jeg må nok se at komme af sted."

Han gav sig så i færd med at kravle ud af hullet. Han arbejdede med sine forpoter, og han skubbede med sine bagpoter, og lidt efter så havde han igen næsen ude i det fri - så ørerne - så forpoterne - så skuldrene - og så ... "Hjælp," sagde Plys, "jeg må hellere se at komme ind igen." "Så da osse," sagde Plys så, "jeg må se at komme ud." "Jeg kan hverken det ene eller det andet," sagde Plys. "Så da osse! Hjælp!" Da Ninus ikke kunne komme ud på sin spadseretur gennem hoveddøren, hvor jo Plys sad, så gik han ud ad bagdøren og rundt om huset hen til, hvor Plys´ hoved var, og kikkede på ham. "Sidder du fast?" spurgte han."N-nej," svarede Plys ligegyldigt, "jeg hviler mig blot lidt og tænker og nynner for mig selv." "Kom med din pote."

Peter Plys rakte en pote frem, og Ninka trak og trak og trak -- "Av!" skreg Plys, "det gør ondt!" "Ved du hvad," sagde Ninus, "du er kommet i klemme." "Ja," sagde Plys irriteret, "og hvorfor? Fordi din gang dér ikke er bred nok." "Fordi," rettede Ninus ham alvorligt, "fordi du har spist for meget. Jeg tænkte det nok, men jeg holdt ikke af at sige noget om, at en af os spiste for meget - og det var ikke mig! Men nu skal jeg gå hen og hente Jakob."

Jakob boede i den anden ende af skoven, og da ham kom tilbage med Ninus og så den forreste halvdel af Plys, så sagde han: "Dumme, gamle bjørn," men med en så kærlig stemme, at de andre straks igen fattede nyt håb. "Jeg var lige begyndt at tænke," sagde Plys og snøftede en ganske lille smule, "at Ninus måske aldrig mere kom til at bruge sin gadedør igen, - og det ville jeg dog finde skrækkeligt." "Ja, jeg også," sagde Ninus. "Hvorfor skulle han ikke kunne bruge sin gadedør igen!" spurgte Jakob. "Selvfølgelig skal han kunne bruge den igen." "Det er da godt," sagde Ninus. "Hvis vi ikke kan trække dig ud, Plys, så kan vi da i hvert fald sikkert skubbe dig tilbage." Ninus strøg eftertænksomt sine knurhår og påpegede, at når Plys først engang var skubbet tilbage, så var han derinde igen, og ingen var mere glad end han for at have Plys på besøg, men der er jo alligevel det at sige, at nogen var vant til at bo i træer, og andre var vant til at bo under jorden og --- "Du mener, at jeg aldrig mere skulle kunne komme ud," udbrød Plys. "Jeg mener," sagde Ninus, "at når du er kommet så langt, så forekommer det mig en skam, at det er gjort til ingen nytte."

Jakob nikkede. "Så er der kun een ting at gøre," sagde han, "vi må vente, til du bliver tynd nok." "Hvor længe tager det at blive tynd?" spurgte Plys angst. "En uges tid tænker jeg." "Men jeg kan da ikke blive her en uge." "Du kan let nok blive her, du dumme, gamle bjørn, det er at få dig ud, der volder vanskeligheder." "Vi skal læse højt for dig," sagde Ninus opmuntrende, "og jeg håber, det ikke begynder at sne. Og ved du hvad, kære ven, du tager svært megen plads op i mit hus, jeg håber da ikke, du vil tage mig det ilde op, hvis jeg bruger dine bagben til knagerækker? Jeg mener, nu er de der jo alligevel, og det ville være meget bekvemt for mig at hænge håndklæder på dem." "En uge," sagde Plys bekymret, "men skal jeg ikke have noget at spise i al den tid?" "Nej, det er jeg bange for ikke går an," sagde Jakob, "ellers varer det for længe, før du bliver tynd. Men vi skal nok læse højt for dig."Plys gav sig til at sukke, men opdagede så, at det kunne han ikke, fordi han sad så fast i klemme; en tåre trillede ned ad han kind, og han sagde: "Vil du så ikke læse en stimulerende bog, en, der kan bringe trøst og lindring til en bjørn i klemme og stor tranghed?"

En hel uge igennem sad Jakob så ved den nordre ende af Plys og læste den slags bøger, og Ninus hængte sit vasketøj til tørre på den søndre ende ... og imellem dem følte Plys, at han blev tyndere og tyndere. Da der var gået en uge, sagde Jakob: "Nu er det tid!" Så tog han fat i Plys´ forpoter, og Ninus tog fat i jakob, og alle Ninus´ venner og slægtningen tog fat i Ninus, og det trak, og det trak -- Længe sagde Plys ikke andet end: "Av!-" og igen: "Av!-" Men så pludselig sagde han Svup, akkurat som når en prop kommer ud af en flaske, og Jakob og Ninus og alle Ninus´ slægtninge og venner satte sig på halen - og oven på dem alle sammen satte Peter Plys sig - befriet! Han nikkede en tak til sine venner og fortsatte stolt nynnende ved sig selv sin spadseretur gennem skoven; men Jakob så kærligt efter ham og sagde ved sig selv: "Den dumme, gamle bjørn."

Gå til citater og rim   Tilbage til Plys-siden